Salattøsen

Salat Tøsen giver inspiration til alle, som elsker sæsonens salater med saft og kraft. Få hendes gode råd til den ultimative børnesalat

Sådan får du børnene med på salatvognen

Børn vil have salater, som smager af noget, akkurat som os voksne. De spiser med øjnene og foretrækker salater til den søde side, siger Salat Tøsen.

”Jeg får mange mails fra forældre, som spørger, hvordan de får deres børn til at spise mere salat. Nogle undervurderer børnene og tænker på forhånd, at de ikke kan lide ’voksensalaten’. Andre italesætter grønsagerne, som om de er et problem og siger: Spis nu, for du skal have grøntsager. Jeg serverer bare salaten,” fortæller Mette Løvbom alias Salat Tøsen.

Én salat til alle
Stiller du en færdig salat på bordet til de voksne, mens der står tomater og agurker i skiver i børneenden? Mette Løvbom synes ikke, at børnene skal snydes for en god salats smagsoplevelser. Hun kreerer derfor kun én salat til børn og voksne - men hun tager gerne et par hensyn.
”Salaten må godt være lidt til den søde side. Brug for eksempel ærter eller sæsonens bær og frugter til at give sødme. Elementer, som overrasker, er populære. For eksempel kan du tilsætte ristede græskarkerner, som både smager og giver bid.”

Fem gode råd til den ultimative børnesalat

  • Tænk utraditionelt. Prøv også andet end de klassiske salatblade. En salat med tyndt skåret spidskål, bagt blomkål eller marinerede rodfrugter mætter godt og er også salat.
  • Det skal smage. Dressingen har stor betydning for hele salaten. Arbejd med de fem grundsmage sødt, salt, surt, bittert og umami. Lidt honning eller citron kan give det sidste, afgørende pift.
  • Tilsæt noget sødt. Salaten må gerne være lidt til den søde side. Brug ærter eller sæsonens frugter og bær.
  • Giv salaten bid. Skær broccoli ultratyndt eller skær rødbede og gulerod i meget små tern. Fjern eventuel bitterhed og tilføj sødme med en god marinade.
  • Lok med farver og en flot anretning. Børn spiser med øjnene – husk i det hele taget at pirre alle sanserne.

Prøv Salat Tøsens opskrifter på sommerspidskål med nye ærter eller Salat med ærter, broccoli og hyldeblomstdressing

 

/media/3299/enmereomdagen_linkgrafik-01.jpg
/media/3299/enmereomdagen_linkgrafik-01.jpg